Falster og Lolland er to ret store og meget forskellige øer og de har ikke nødvendigvis så meget til fælles.
Når du omtaler de sydligste øer i Danmark så har du sikkert omtalt dem som Lolland-Falster. Med bindestreg.
Jeg vil dog ikke anbefale, at du gør det mens du er hernede, for det kan de lokale ikke nødvendigvis lide!
Det er især dem fra Falster der ikke synes de hører sammen med Lolland – de er nemlig meget mere orienterede mod Sjælland. Og foreslår man dem en køretur, så vil de langt hellere til København end til Nakskov!
Lolland, nej puha, der er farligt derovre! ;o)
Lolland og Falster er rent geografisk ikke ét stort område, men to meget forskellige øer. Naturen er vidt forskellig og det er mentaliteten også. Jeg siger ikke at dem fra den vestlige del af Lolland og dem fra Vestjylland ligner hinanden, meeeen der er visse ligheder. Ting tager den tid ting skal tage!
Mange af dem der bor på Falster pendler til gengæld på job i Københavnsområdet, så det at køre en times tid eller halvanden op af motorvejen nordpå er ren rutine. Nogle af dem kender København som deres egen bukselomme og er mindst lige så god til at bruge byen som Københavnerne selv.
Falster er noget mere bakket og har stejle klinter langs østsiden af øen, og en god del af øen er dækket af skov. Og så ligger her virkeligt mange sommerhuse – i Marielyst bor der eksempelvis 725 personer om vinteren mens indbyggertallet om sommeren stiger til over 50.000!
I mange århundreder hørte de to øer, Lolland og Falster, rent admistrations mæssigt til Fyn. Så det er ikke uden grund at især dialekten på Lolland ligner den fynske. Forbindelsen er stadig tæt (du kan sejle fra Tårs på Lolland til Spodsbjerg på Langeland på 40 minutter, og så køre til Fyn derfra).
Det var faktisk først i 1970, da Storstrøms Amt blev dannet, at Lolland og
Falster blev koblet sammen med Sjælland.
I dag eksisterer amterne jo ikke mere og der findes to kommuner på øerne: Lollands kommune, der dækker den vestlige del af Lolland fra Nakskov til Maribo, og Guldborgsund Kommune, der dækker hele Falster samt den østlige del af Lolland indtil Maribo.
Så ja, det er let at sige Lolland-Falster med bindestreg, men øv dig gerne i at sige Lolland OG Falster. Hvis du bruger lidt tid her vil du snart opdage der er ret stor forskel på de to øer.
Faktisk kan du kalde det noget der er endnu bedre: Nemlig Sydhavsøerne!
Det dækker også de mange andre øer hernede som Møn, Bogø, Fejø, Femø, Aksø, Lilleø og alle de øer der ligger i Nakskov Fjord.
– Og solen skinner jo alligevel altid hernede, så Sydhavnsøerne passer perfekt!
Læs de andre indlæg om Falster og Sydhavsøerne på Falster Bloggen.