fbpx
Anettes Bed & Breakfast falster logo

Hvis du nu er ved at åbne et hotel på Falster – hvordan finder du så ud af hvad det skal hedde?

Nu tænker du sikkert, hvor er det dog et tåbeligt spørgsmål jeg har stillet øverst i artiklen! Det siger jo sig selv hvorfor det hedder Anettes B&B Falster.

Du hedder jo Anette, du har et Bed & Breakfast og du bor på Falster… så hvor svært kan det lige være at vælge det navn?!

Men når man skal vælge navn til sit hotel, sin campingplads eller sit B&B, så er der faktisk et par ting man skal overveje.

Dels er der noget praktisk, altså om der er andre overnatningssteder der hedder det samme eller noget der ligner, og dels er der noget der hedder søgeord. Det sidste betyder noget i forhold til hvordan du bliver fundet på Google.

 

Men lad os nu for sjovs skyld sige, at du skulle finde på et navn til dit nye hotel på Falster.

 

Hvor begynder du så i forhold til at finde det rigtige navn?

Check de konkurrerende hoteller på Falster ud på Google Maps

 

Det allermest oplagte sted at begynde er på Google Maps. Åbn hjemmesiden eller appen og søg på hoteller, overnatningssteder osv. og vælg så en radius på minimum 50 km fra hvor du bor.

 

Se på navnene og sørg for ikke at vælge et navn der ligner de andre overnatningssteder. 

 

Nu findes der for eksempel allerede et “Hotel Falster” her på Falster, så det siger næsten sig selv at det vil være dumt at vælge.

 

Du skal helst heller ikke vælge et navn der kan staves næsten magen til eller som kan misforstås. Det vil f.eks. være lidt usmart at vælge “Hotel Nykøbing” for der findes jo 3 forskellige byer i Danmark der hedder Nykøbing. 

 

Så skal du være mere præcis og vælte “Hotel Nykøbing Falster”. – Ellers er der en risiko for at hvis du bliver googlet, så er 2 ud af 3 i virkeligheden interesseret i at bo på et hotel i et helt andet Nykøbing.

 

Mange vælger at bruge et navn der læner sig op af deres lokalområde. Det kan give rigtig god mening, især hvis der ligger en attraktion i nærheden. Så hvis jeg nu havde et Bed & Breakfast på Marielyst strand ville det give mening at kalde det Marielyst B&B.

 

Du kan også kigge på lige attraktionerne i nærheden. Her ligger et Krokodille Zoo lige rundt om hjørnet, så jeg kunne jo vælge “Crocodile Bed & Breakfast”.  

Så nationalparker, søer, øer eller en anden geografisk attraktion giver god mening at bruge som inspiration, især hvis det er noget gæsterne er villige til at køre efter og dermed også at google. 

 

Du kan også vælge at kigge på et navn til dit overnatningssted der relaterer til indretningen. Især hvis det er noget der gør stedet til noget særligt eller gæsterne kan huske. Hvis det er hestestalden du har bygget om så lad det være inspirationen, eller hvis du overvejer leopard tema så…

 

Til gengæld er det ikke okay at kalde dit sted Hotel Legoland bare fordi du har et hotel og Legoland ligger i nærheden – andres firmanavne og registrerede varemærker skal du styre langt udenom!

 

Er dit nye sted personligt ejet så kan dit eget navn også være en mulighed, men her skal du selvfølgelig også sørge for at der ikke ligger noget i nærheden der hedder det samme.

 

Jeg ved f.eks. godt at der findes et andet Anettes Bed & Breakfast i Danmark – men det ligger langt fra Falster, så jeg har endnu ikke haft nogen der har taget fejl.

 

Der ser i øvrigt meget hyggeligt ud: https://www.anettesbedandbreakfast.dk/

Vits om Lolland se fra Falster

Google dit kommende hotelnavn på Falster – der kan komme et par overraskelser

Når du har et par navne klar så skal du prøve at google dem og nærlæse resultaterne. Der kan nemlig komme overraskelser du ikke er interesseret i:

 

Et andet hotel med næsten samme navn – eller et lukket hotel med samme navn – kan have virkeligt dårlige anmeldelser og den hurtige læser kan forveksle de to. Ikke så godt!

 

Kig alle omtaler og artikler igennem på de første par sider på Google og husk at hvis det første der dukker op når nogen googler “hotel Stubbekøbing” er en artikel om ejeren der har begået bedrageri, så vil den artikel blive ved med at ligge øverst på Google det næste lange stykke tid. Også selvom du er god til at optimere din hjemmeside og skrive de rigtige søgeord ind.

Det kan skræmme potentielle gæster væk hvis du vælger samme navn fordi de tror det er samme sted – eller så glemmer læserne alt om at de skulle bruge et sted at overnatte og kommer til at læse artiklen i stedet for… = ingen booking til dig.  

 

(Note: Der findes, så vidt vides, ikke noget Hotel Stubbekøbing så det er et tænkt eksempel)

 

Er hjemmesiden Anettes Bed & Breakfast Falster allerede optaget? 

 

Ja, AnettesBedandBreakfast.dk var jo faktisk allerede optaget i mit tilfælde – så derfor endte jeg også med at tilføje Falster til navnet! 

(se linket ovenfor) 

Så før du lægger dig fast på et navn er det også vigtigt at du ser på hvilket hjemmesidenavn du registrere.

 

Det er vigtigt at du kigger godt efter, for selvom du ikke kan finde en hjemmeside med navnet i brug lige nu kan der godt være en der har købt det til fremtidigt brug.

 

Jeg kan f.eks. sagtens købe domænenavnet “hotel lolland” selvom jeg overhovedet ikke har tænkt mig at åbne et hotel på Lolland. Eller måske har jeg, men først om 3 år og nu vil jeg bare være sikker på at en anden ikke snupper navnet.

 

(jeg har f.eks. købt domænet bedandbreakfastskolen.dk men om den nogensinde bliver til noget… tja, vi får se!)

 

Så gå alle muligheder igennem på Dandomain nedenfor og hvis du finder et navn der både lyder godt når du skal siger det højt og har et ledigt domænenavn, så skynd dig at registrere det. Det koster minimalt og du betaler for et år af gangen så skulle du fortryde er det ingen katastrofe.

 

Du kan checke om hjemmeside navnene er ledige her:

 

https://dandomain.dk/domain/overblik

 

Det betyder også at hvis du vakler mellem to navne og de begge to er ledige som hjemmeside navne så kan det være du skal overveje at købe dem begge to. Så er der i det mindste ikke en anden der løber med det gode navn… Der er nemlig ikke noget der hedder varemærkebeskyttelse på hjemmesider.

 

Så vælger du at kalde dig Bed & Breakfast Nykøbing Falster på AirBnB er der altså sagtens en anden der kan købe nøjagtigt det hjemmesidenavn og åbne et sted med det navn. 

 

Jeg endte altså med at kalde mit sted for Anettes Bed & Breakfast Falster

og hjemmesiden hedder www.anettesbbfalster.dk 

Til info så kan man ikke få en hjemmeside med et & eller andre tegn. Det eneste du kan bruge er en bindestreg.


Er dit navn til at udtale for udlændinge?

Hotel Stubbekøbing er måske ikke den bedste ide…

Hvis du bor et sted hvor der kommer mange udenlandske turister på besøg så kan det være værd at tage med i dine betragtninger om navnet er til at udtale. Hvis dit Bed & Breakfast indeholder lidt for mange æ, ø og å kan de udenlandske gæster hverken udtale eller finde ud af at google det.

 

Det betyder også, at selvom du kan registrere et hjemmesidenavn med ø så er det en dårlig ide, for det bogstav findes ikke på et tastatur i Østrig. Eller i Holland.

 

Det er lidt af en joke at jeg boede på et fantastisk Bed & Breakfast i Wales med min kæreste for nogle år siden som vi stadig ikke ved hvad hedder. Vi aner simpelthen ikke hvordan navnet skal udtales…

 

Held og lykke med at forsøge at udtale Pwllgwilym Bed & Breakfast!

 

Her er hjemmesiden: http://www.pwllgwilym-bandb.co.uk/

 

Men altså, helt igennem fantastisk morgenmad… stedet kan kun anbefales.

Så konklusionen hvis du skal navngive et hotel eller Bed & Breakfast, på Falster eller et andet sted, er…

 

  • Check Google maps for lignende navne
  • Google dine potentielle navne så du ikke får ubehagelige overraskelser
  • Check om du kan bruge et geografisk navn der giver mening
  • Er der attraktioner i nærheden som du kan læne navnet op ad?
  • Du kan også overveje om navnet skal læne sig op af indretningen
  • Check om hjemmesiden er ledig
  • Er dit navn til at udtale for udlændinge?
  • Og så det vigtigste: Falder det godt i munden hver gang du skal sige det højt og præsentere dig for andre?

 

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp til søgeord eller anden form for markedsføring, så sig endelig til – jeg driver også Din Online Freelancer: www.dinonlinefreelancer.dk 

 De bedste hilsner Anette