fbpx
Kort over Lolland og Falster

Tre gode restauranter på Falster – der ligger udenfor Nykøbing F.

 

Hovedbyen på Falster er ubetinget Nykøbing Falster, men faktisk synes jeg at de bedste restauranter ligger andre steder på øen.

Ulempen er selvfølgelig, at du skal på cyklen eller starte bilen for at finde dem, men jeg garanterer at de tre der er nævnt nedenfor, er turen værd!!

 

Vi starter næsten lige udenfor min egen hoveddør, stik nord for Nykøbing Falster, nemlig i Eskilstrup.

Det er måske ikke det mest eksotiske sted i verden, men tro mig, når først du er trådt ind ad døren på restauranten, så glemmer du alt om omgivelserne udenfor.

 

I øvrigt så ligger Krokodille Zoo og Traktormuseet også lige i nærheden af, og Eskilstrup Mølle har et virkeligt godt loppemarked hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag – så lav endelig en heldagstur ud af besøget.

 

Men det var altså restauranter vi kom fra, og grunden til du skal kigge forbi os heroppe på det nordlige Falster hedder Højmølle Kro.

 

Højmølle Kro ligger lige hvor du kører af motorvejen når du skal til Gedser eller Nykøbing Falster. Kroen har eksisteret siden 1863 og restauranten har levet en stille tilværelse de senere år … indtil januar 2024, hvor der bogstaveligt talt kom nye boller på suppen!

Tre energiske unge mennesker rykkede ind, og allerede efter et par uger var de på alles læber i nabolaget.

De både kan og vil lave god mad!
(Så når du skal slå mave, kan du at booke et værelse her på stedet!)

 

Stemningen er uformel og maden enkel på Højmølle Kro, men håndværket er i orden og råvarerne er gode og friske. Først på ugen serverer de dagens ret, så du kan nyde et solidt måltid uden de store armbevægelser, mens du må vælge fra a la carte-kortet i weekenden.

I sommers havde de også åbent til frokost i gårdhaven.

Højmølle kro er et dejligt sted at slå sig ned, uanset om du er til en hurtig middag i hverdagene eller ønsker at fejre en særlig begivenhed i weekenden.

BORDRESERVATION ANBEFALES PÅ DET KRAFTIGSTE.

Link til menuen

 

Vits om Lolland se fra Falster

 

 Det næste sted jeg vil anbefale har du måske allerede hørt om. Det hedder Pomle Nakke og ligger på kanten af det østlige Falster.

Restauranten ligger helt bogstaveligt talt på en skrænt, godt gemt i skoven og med en fantastisk udsigt over hele kysten og især Hesnæs havn.

Pomle Nakke har eksisteret i generationer og har altid været stedet man tog hen, når der skulle spises ‘fint’.
Falstringerne tog (og tager) på Pomle når der skal indtages en god søndagsfrokost.

I 2020 kom der nye forpagtere i restauranten – unge driftige branchefolk, der for alvor har fået stedet sparket op i gastronomisk særklasse. De har trukket gode tjenere til fra København, så betjeningen er også i top.

Stedet gør ikke meget væsen af sig udefra.

Det er en gammel pavillon i træ, men lad dig ikke snyde!

Her er sommerhus/badehotels stemning med blandede møbler og glade farver og stemningen er livlig og høj.

Er vejret godt kan du også vælge en af de mange siddepladser udenfor.

Menuen på Pomle Nakke er i høj grad inspireret af årstiderne og de lokale råvarer og ambitionerne er tårnhøje.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg regelmæssigt drømmer om deres svampetoast… Lad os bare sige, at der er brugt rigelige mængder af smør!

(check lige billedet ovenfor)

Pomle Nakke er i øvrigt også et yndet stop for cykelturister, for butikken ved siden af restauranten sælger is, friske jordbær og kølige drikke hele dagen.

Restauranten har åben alle ugens dage både til frokost og middag, og kommer du om eftermiddagen er du velkommen til at kigge forbi til kaffe og et stykke kage.

Bordreservation anbefales også her, uanset årstid!

Lykkedes det dig ikke at få bord, har du heldigvis mulighed for at besøge det lækre bageri med bistromad i Hesnæs Havn lige ved siden af.

Bestil bord på Pomle Nakke her

Fiskebrættet i Stubbekøbing

Det sidste sted vi har på menuen er i virkeligheden ikke en restaurant men en fiskehandler.

Han hedder Tobias og driver Fiskebrættet fra en rød container på Stubbekøbing Havn.

Stubbekøbing ligger i øvrigt helt oppe på den nordlige del af Falster, og er en rigtig fisker-købstad.

Fredag, lørdag og søndag aften hen over sommeren åbner Tobias op i Kabyssen ved siden af Fiskebrættet.

Kabyssen er hans version af street food, og her langer han frisk fish & chips, nylavede fiskedeller med rugbrød og øens bedste stjerneskud over disken.

Stjerneskuddet er lidt af en legende på Falster og til prisen kan du nærmest ikke trille derfra.

Hele menuen fra Fiskebrættet/Kabyssen kan i øvrigt også tages med hjem som take away.

Fiskebrættet, altså fiskebutikken, har åben torsdag til lørdag og foruden frisk fisk kan du også få de lækreste salater, røget laks, tæskegode fiskedeller, tangsalat og andre gode sager, der egner sig til en godt stykke hjemmelavet smørrebrød.

Kig forbi Tobias på Fiskebrættet – han ligger helt nede i Stubbekøbing havn til venstre. Du kan ikke bestille bord og de fleste borde er udenfor.

Om lørdagen er der i øvrigt også gode øko grøntsager til salg på havnen i Stubbekøbing, og du kan altid få en god flaske vin og søde sager i Stubbekøbing Vinhandel i den gamle stationsbygning lige ved siden af.
Eller en is i cafeen ved færgen…

Stubbekøbing havn er i øvrigt et rigtigt travlt sted om sommeren, for det er her cykelturisterne tager tager færgen Ida til Bogø og cykler videre til Møn.

Jeg håber du kommer sulten til Sydhavsøerne, for de tre restauranter her er kun et lille udpluk at de gode spisesteder der findes.

Og når sulten er stillet kan du altid trille en tur til Marielyst og spise Falsters bedste is…

Bon appetit – og god fornøjelse!

Læs også de andre indlæg om Falster og Sydhavsøerne på Falster Bloggen.